Jeg har brugt det meste af mit liv på at starte ting.
Nogle blev til virksomheder.
Nogle blev til produkter.
Nogle forsvandt.
Nogle lærte mig mere ved at mislykkes, end andre gjorde ved at lykkes.
I lang tid tænkte jeg på dem som separate projekter.
Først langt senere indså jeg, hvor sammenhængende vejen egentlig havde været.
Fra tv og radio til det tidlige internet, fra onlinefællesskaber til platforme, fra medier og analyse til kunstig intelligens er jeg igen og igen vendt tilbage til grundlæggende det samme problem:
hvordan mennesker, information og teknologi kan forbindes på nyttige måder.
Min vej i kirken udviklede sig parallelt med dette arbejde.
Den trak mig ikke væk fra videnskab eller teknologi.
I stedet gjorde den et andet spørgsmål stadig sværere at ignorere:
hvad bygger vi alt dette for?
Teknologien giver os en ekstraordinær magt til at skabe systemer, der påvirker menneskelig adfærd, institutioner og samfund.
Jo stærkere disse systemer bliver, desto større bliver ansvaret hos de mennesker, der bygger dem.
Det er det perspektiv, jeg tager med ind i mit arbejde i dag.
Jeg er stadig fascineret af ny teknologi.
Jeg er stadig villig til at eksperimentere.
Jeg er stadig villig til at bygge ting, der kan mislykkes.
Men efter mere end femogtyve år forstår jeg langt tydeligere, at det endelige mål for et system ikke kun er, om det virker.
Det er hvad det gør ved de mennesker, der lever inde i det.
Der er stadig meget tilbage at bygge.